Generalforsamling 2020
Foreningen Glamsbjerg – Glamsbjerg Borgerforening
Referat fra ordinær generalforsamling.
27. februar 2020, Glamsbjerg Fritidscenter.
Dagsorden iflg. vedtægterne
- Valg af dirigent.
- Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
- Godkendelse af regnskab for det forløbne år og meddelelse af decharge for regnskabet til bestyrelsen.
- Behandling af indkomne forslag.
- Valg til bestyrelsen.
- Valg af to bestyrelsessuppleanter.
- Valg af to revisorer.
- Valg af én revisorsuppleant.
- Eventuelt.
Formanden, Birgitte Wøhlk Laursen (BWL), bød velkommen til Generalforsamlingen.
Bestyrelsen mødt fuldtalligt (5 m/k),- dertil 7 medlemmer.
Ad 1. Valg af dirigent.
Elmer Philipsen blev på opfordring fra bestyrelsen valgt uden modkandidater. Han erklærede generalforsamlingen lovligt indvarslet og oplæste dagsordenen.
Ad. 2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
BWL redegjorde for årets gang. Manuskriptet til beretningen citeres m. kursivskrift (referenten konstaterede indholdet bekendtgjort!):
—–
“Det har igen været et aktivt år for foreningen. Vi har i den forløbne periode afholdt 8 bestyrelsesmøder samt diverse møder med kommunen herunder repræsentanter fra byrådet, kirke-parken, Handelsstandsforeningen, Børnenes dag, Hørvævsmuseet, Aarup DK, temadag for lokalråd. Endvidere har vi forholdt os til en lang række henvendelser fra særligt kommunen herunder diverse høringsspørgsmål samt diverse henvendelser fra foreninger i øvrigt og private.
Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at takke den øvrige bestyrelse for jeres store indsats og altid gode humør – det har været en fornøjelse af arbejde sammen med jer alle og jeg syntes oprigtigt at vi kan være stolte af vores arbejde.
Nu til lidt tal og min beretning i øvrigt.
Medlemstal
Medlemstallet for foreningen er faldet fra 277 til 219, hvilket vi formoder delvis skyldes, at Køng/Gummerup har etableret deres eget lokalråd samtidig som vi har valgt ikke længere at benytte girokort. Det er bestyrelsens ambition, at medlemstallet skal op igen, hvorfor vi vil gøre en indsats i den kommende periode særligt vil vi også gerne tiltrække unge til foreningen. I nominelle tal er der tale om et fald fra kr. 27.700 til kr. 21.900.
Sponsorer
Når det gælder sponsorer, valgte vi sidste år at ændre på de hidtidige sponsoraftaler, således at vi alene udbyder en type sponsoraftale. Baggrunden var, at vi på den måde kunne få flere virksomheder til at støtte op omkring vores arbejde og gøre foreningen bredt funderet. Antallet af sponsorer er fastholdt på 41sponsorer i det forløbne år. Set i forhold til nominelle tal der imidlertid et fald i forhold til sidste år, hvilket skyldes at vi modtog et stort engangsbeløb, indtægten i år udgør således kr. 36.900. Igen i år vil jeg sige tusind tak til den fantastiske velvillighed som sponsorerne har vist foreningen – vi er meget taknemmelige for denne uundværlige opbakning og tillid til vores arbejde.
Aktiviteter
Vi fik i det forløbne år lavet en ny reklame, som har været eksponeret på lystavlen ved Assensvej under overskriften ”sammen skaber vi muligheder”.
Vi arbejder på at få etableret en ny hjemmeside. Vi har bl.a. haft møde med repræsentanter fra Aarup.dk. Vi håber at kunne præsentere en ny hjemmeside til efteråret.
Vi har fået produceret 3 videoer i løbet af året, som er blevet delt flittigt på Facebook. Videoerne er blevet produceret i forbindelse med Stafet for Livet, Børnenes Dag samt Juletræstændingen og de er alle blevet rigtig vel modtaget.
Foreningens mailadresse, som er Foreningenglamsbjerg@gmail.com anvendes flittigt og vi modtager en række henvendelser.
Flagning
Vi har flaget 8 gange i Glamsbjerg i 2019 i forbindelse med de officielle flagdage og konfirmationerne. Vi har forlænget vores aftale med GIF, som hjælper os med at opsætte flagene.
Ide-aften
Foreningen var vært for en Ide-aften i marts måned her i Fritidscentret. Aftenen var en stor succes med ca. 80 deltagere såvel unge som ældre, som undervejs blev budt på biksemad. Deltagerne blev ved indgangen delt ind i en række grupper, som så hver især skulle diskuterer mulige ideer til tiltag, som man ønskede. Jeg kan her nævne overskrifterne på en række af forslagene: Assensbanen, Bybilledet, Information/ synliggørelse, Velkomstpakke, Hundepark, Glamsbjerg på landkortet, En samlet forening mellem Foreningen Glamsbjerg og Handelstandsforeningen, Campus Glamsbjerg, Klub for 4-9 klasse, Foreningssamarbejde omkring events, Kulturhus samt Aktivitetsområde. Vi har allerede arbejdet videre med en del af forslagene og nogle er blevet ført ud i livet. Imidlertid kræver det at flere frivillige melder sig under vores faner for at løfte ideerne – bestyrelsen kan i sagens natur ikke gøre det alene.
Ambassadørkorps
På baggrund af Ide-aftenen har vi i år lanceret vores ambassadørkorps, som tager ud og byder nye tilflyttere velkommen i Glamsbjerg og omegn. Korpset har lavet en fin velkomstpakke, som foruden breve fra borgmesteren og Foreningen Glamsbjerg ligeledes består af smågaver fra Handelstandsforeningens medlemmer, biografbilletter, lidt chokolade eller andet sødt m.v. Velkomstpakkerne er blevet utroligt godt modtaget og vi er meget glade for vores ambassadører, som består af 4 glade frivillige.
Foreningssamarbejde omkring events
Også dette initiativ udsprang af vores Ide-aften. Ideen var at vi skulle blive bedre til at koordinere vores aktiviteter og støtte op omkring, hvad andre foreninger m.fl. arrangerer.
I forbindelse med årets afholdelse af Børnenes Dag valgte såvel Foreningen Glamsbjerg, som Handelsstandsforeningen og Lions Club at støtte op omkring denne festlige dag i september. Sædvanen tro blev det afholdt den første lørdag i september og det var en kæmpe succes med masser af aktiviteter. Arrangementet spredte sig over såvel hovedgaden som området omkring Fritidscenteret ink. Friluftsbadet. Der var mulighed for at købe mad, de handlende var udklædt i dagens anledning, der var Cirkus og et utal af aktiviteter. Mange sportsforeninger, skoler og institutioner bakkede op omkring arrangementet og det var en hyldest til såvel foreningslivet som til initiativerne generelt i Glamsbjerg og omegn – skønt at så mange stiller op og viser, hvad vi har at byde på sådan en dag.
Stafet for Livet
Stafet for Livet er et nyt initiativ, som er kommet til byen. Bag initiativet står Kræftens Bekæmpelse, som afholder disse stafetter rundt omkring i hele landet. Det var første gang at det blev afholdt i Assens Kommune. Vi besluttede at støtte op omkring stafetten og være tilstede under det fulde forløb på 24 timer. Vi havde således samlet et hold og kunne fortælle om foreningens arbejde i øvrigt i løbet af døgnet. Vi vil tilsvarende støtte op omkring stafetten, når den findes sted igen i juni måned i år.
Julearrangementet – fredag den 1. december
Arrangementet blev sædvanen tro gennemført i samarbejde mellem Glamsbjerg Kirke/Glamsbjerg Menighedsråd, handelsstandsforeningen, Lions Club Glamsbjerg og Foreningen Glamsbjerg. Vi kunne igen i år glædes over en fyldt kirke, hvor vores præst Anja Damkjær True bød os velkommen og holdt en underholdende prædiken.
Juletræstændingen og fakkeloptoget var meget flot, vi havde i år booket julemanden fra Assens og han spredte glæde ved uddelingen af de mange godteposer. Igen i år havde vi fået Brobyværk blæsere til at komme og spille, mens Lions Club sørgede for skønne lune æbleskiver og gløgg. Om end vi ikke kunne tælle alle, så vil jeg tro at ikke mindre end 500 børn og voksne deltog i det vellykkede arrangement.
Julebelysning
Julebelysningen blev tændt i forbindelse med julearrangementet – i år valgte vi at vende julestjernerne på baggrund af erfaringerne fra sidste år, således at ingen blev beskadiget af lastbiler. Vi sørger selv for såvel at sætte lysene op som for at tage dem ned og bestyrelsen er faktisk lidt stolte af, hvor dygtige vi er blevet til det. Sammen med butikkernes julelys var det en fornøjelse at gå igennem hovedgaden i hele december måned, hvor man ikke kunne undgå at komme i julestemning.
Campus Glamsbjerg
Julebelysningen i hovedgaden blev i år suppleret af flot rødt lys på Kaj Nielsens Vej og Langbygårdsvej ved vores uddannelsesinstitutioner. Vi ønsker med belysningen at sætte fokus på Campus Glamsbjerg på en utraditionel vis. Forventningen er at de unge mennesker skal føle noget særligt for området. Rent teknisk kan lamperne skifte farve, således at de kan følge årstiderne og særlige begivenheder. Initiativet er umiddelbart blevet taget rigtig godt imod og såvel VG som det blå gymnasium har bedt om særlig farve i forbindelse med deres arrangementer. Lejligheden bød sig, da kommunen skulle renovere gadebelysningen – foreningen har således alene finansieret farverne i lamperne.
Når det i øvrigt gælder Campus Glamsbjerg havde foreningen et møde tilbage i juni med repræsentanter for byrådet. Mødet blev afholdt i en positiv ånd, og vi efterlyste igen udpegning af en tovholder til projektet. Foreningen har forgæves forsøgt at rykke for et referat fra mødet.
Kirkeparken
Parken, som etableres gennem et samarbejde mellem Foreningen Glamsbjerg, Lions Club, Menighedsrådet, Assens Kommune og Assens Forsyning er godt på vej. Der blev i efteråret plantet træer, buske og planter af en stor gruppe frivillige. Der planlægges åbning af parken i maj. Det er næsten lykkes kirkeparkens forretningsudvalg at komme i mål med finansieringen”.
—–
Benny Dyrdof oplyste: Pensionistforeningen bliver årligt bedt om at hjælpe med uddeling af godteposer ved juletræstændingen. Det gør de sammen med Handelsstandsforeningen,- men de bliver aldrig nævnt som nogen af dem, der deltager. De vil gerne hjælpe næste gang, og næste gang stille pensionisterne med julemanden.
BWL lovede at tage hånd om at få annonceret, hvem der deltager i aktiviteten. Det var ikke med FG´s viden, at det forholdt som beskrevet af Dyrdof.
Knud Hansen: Opfordrede til, at bestyrelsen konkretiserer, hvilke projekter, der ønskes igangsat, så frivillige vil føle anledning til at melde sig som aktive udøvere. BWL redegjorde for, at sådan agerer bestyrelsen allerede. Det blev gjort ved ambassadørkorpset og vil ske vedr. pålægning af ny hjemmeside og nyt aktivitets- og legepladsområde.
Elmer bakkede BWL op og beskrev, at bestyrelsen kender dem, der stod som forslagsstillere.
Ankjær Stenskrog: Tilbød at finde et sted at opbevare FG´s flagstænger, så de ikke skal stå udendørs,- og han takkede for årligt lån af 8 stænger.
Dennis Christensen redegjorde for, at bestyrelsen allerede tager hånd om at passe godt på stængerne i ly for regn.
Knud Hansen: Forespurgte til, hvor foreningens manglende – i byen opsatte – bænke er blevet af.
Dennis Christensen: Det er bestyrelsen ikke klar over. Kommunen forespørges, om personale dér fra har hentet dem.
Beretningen derefter taget til efterretning.
Ad. 3. Godkendelse af regnskab for det forløbne år og meddelelse af decharge for regnskabet til bestyrelsen.
Kasserer, Kurt Drud Jensen, omdelte og fremlagde det af revisorerne godkendte regnskabet.
Henviste indledningsvist til faldet i medlemsantal.
Nøgletal fra regnskabet oplistes:
Medlemskontingent: kr. 21.900,-.
Lokalrådstilskud: kr. 15.000,-
Div. indtægter: kr. 302,-.
Indtægter i alt: kr. 37.202,-.
Omkostninger ordinær drift: kr. 40.624,-.
Resultat af ordinær drift: kr. -3.422,-.
Sponsorindtægt: kr. 36.900,-.
Omkostninger vedr. sponsorregnskab: kr. 18.409,-.
Resultat af sponsorvirksomhed: kr. 18.491,-.
Resultat før udlodning og finansiering: 15.069,-.
Tilskud og øvrig udlodning: kr. 4.500,-.
Resultat før finansielle poster: kr. 10.569,-.
Årets resultat:; kr. 10.567,-.
Kurt D. Jensen (kasserer) bemærkede særligt: Lokalrådstilskud er nu “normalt” med kr. 15.000,-. Der udfærdiges særskilt postering for anvendte lokalrådsmidler.
Knud Hansen: Forespurgte, om kommunen har godkendt FG som “fuldgyldigt” lokalråd, hvilket bekræftedes af BWL.
Regnskabet herefter godkendt.
Ad. 4. Behandling af indkomne forslag.
BWL oplyste, at der ikke var modtagen nogen forslag.
Knud Hansen oplyste, at han pr. mail havde foreslået FG sammen med Assens Kommune at sætte en proces i gang for at forskønne hovedstrøget gennem Glamsbjerg. Der ses gerne sat arbejde i gang for at få flere til at nedsætte sig som forretningsdrivende dér,- eller etablere flere boliger.
Ingen i bestyrelsen kunne bekræfte at have modtaget Knuds forslag. Der opstod tvivl om, til hvilken mailadresse, forslaget var sendt.
BWL redegjorde for, at arbejdet allerede var igangsat,- og det fyldte en del som punkt på dagsordenen den 240220 ved dialogmødet med repræsentanter fra Assens Kommune. Fokus vil evt. være på at forkorte forretningsstrækningen.
Carsten Mogensen redegjorde for, at der var igangsat en forskønnelsesindsats på en lokation i Nørregade ved Skolevej.
Foreningen kunne konstatere, at de fremmødte delte bestyrelsens og Knuds ønske om at forskønne bymidten.
Ad. 5. Valg til bestyrelsen. På valg: Birgitte Wøhlk Laursen, Dennis Christensen og Elmer Philipsen. De modtog gerne genvalg.
De genvalgtes uden modkandidater.
Ad. 6. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
Anders Schmidt lader sig gerne genopstille. Stillingen som 2. suppleanten er vakant og blev ikke besat.
BWL beskrev, at bestyrelsen overvejer at lade bestyrelsen udvide til flere medlemmer. Kan blive punkt på næste års generalforsamling.
Ad. 7. Valg af 2 revisorer.
Genvalg til Jørgen Lykke og Mogens Olsen. uden modkandidater.
Ad. 8.Valg af revisorsuppleanter.
Tommy Roland Jørgensen genvalgt uden modkandidater.
Ad. 9. Eventuelt.
- Knud Hansen forespurgte, hvor han kunne aflevere æresport- stativet, tilhørende FG. Dennis Christensen erklærede sig klar til at modtage det.
- Hardy Rasmussen: fremhævede sin egen forretning som et aktiv for tiltrækning af besøgende fra andre dele af Fyn hver weekend. Mente, at flere beboere i byen vil skabe basis for flere forretninger.
- Elmer Philipsen: Beskrev arbejdet med at få banelegemet godkendt til andet end skinnecykler. BaneDanmark ejer banen og Lilleskov Teglværk har brugsretten. Der er forslag til, hvordan andet end skinnecykling kan lade sig gøre, men alt er foreløbigt blevet nedstemt. Om 2 år udløber teglværkets brugsret, og kontrakt skal genforhandles. FG har anmodet Assens Kommune om at indgå i de kommende kontraktforhandlinger, så der bliver ret til anden trafik end skinnecykling.
Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen gennemført.
Carsten Mogensen, Elmer Philipsen,
sekretær. dirigent.
Omfattende og gode kollektive trafikforbindelser
Boligpriser, du kan betale
Unik uddannelsesby – Giv dine børn en god start
Byen er på en helt særlig måde præget af at være uddannelsesbyen på Sydvestfyn.
Friluftsliv
Skov, golfbaner, vandreruter og friluftsbad. Glamsbjerg har det hele, når det drejer sig om gode oplevelser i den omgivende smukke natur.