Det sker!

Det sker!

FORENINGEN GLAMSBJERG.

GENERALFORSAMLING 16.03.2022.

Antal fremmødte: 6,- alle med stemmeret.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  3. Godkendelse af regnskab for det forløbne år og meddelelse af decharge for regnskabet til bestyrelsen.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Valg til bestyrelsen. På valg er Dennis Christensen, Elmer Philipsen og Birgitte Wøhlk Laursen. Alle modtager genvalg.
  6. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  7. Valg af 2 revisorer.
  8. Valg af revisorsuppleant.
  9. Eventuelt.

Næstformand Dennis Christensen bød velkommen i formandens sygefravær.

Ad 1. Valg af dirigent.

Kurt Hansen valgtes på opfordring fra bestyrelsen uden modkandidater og bemærkede, at der var indkaldt til for sen afholdelse,- grundet Corona,- men indkaldelsen var i øvrigt rettidigt indvarslet med korrekt frist via Facebook og hjemmeside.

Ingen tilstedeværende gjorde indsigelse imod, at Corona- epidemien var skyld i udskydelse, og ingen modsagde dagsordenens indhold. Dirigenten erklærede derefter generalforsamlingen lovligt indvarslet og dagsordenen godkendt.

Ad 2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

Næstformanden aflagde formandens beretning efter notat, som citeres:

Hjertelig velkommen til alle – det er en fornøjelse at kunne byde velkommen her på GlamsBjergHus – mange hilsner fra Birgitte, som ikke kan være til stede i aften grundet corona.

Det har i sagens natur igen været et meget ekstraordinært år grundet coronaen med mange restriktioner og nedlukninger og det har naturligvis haft stor indvirkning på vores aktivitetsniveau.

Vi har i den forløbne periode afholdt 6 bestyrelsesmøder, en ekstraordinær generalforsamling samt diverse møder med kommunen (dialogmøde), de øvrige lokalråd i kommunen (temamøde om bosætning, flyt til Sydvestfyn, ambassadørkorpset i kommunen), direktør i børn, unge og familier Jan Præstholm herunder repræsentanter fra byrådet, adskillige møder i arbejdsgruppen omkring Børnenes Dag og Glamsbjerg Legene 2022 samt haft løbende dialog med arbejdsgruppen til Glamsbjerghaven samt Handelsstandsforeningen. Endvidere har vi forholdt os til en lang række henvendelser fra særligt kommunen herunder diverse høringsspørgsmål samt henvendelser fra foreninger i øvrigt og private.

Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at takke den øvrige bestyrelse for jeres store indsats og altid gode humør – det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer alle og jeg syntes oprigtigt, at vi kan være stolte af vores arbejde på trods af de særlige vilkår i det forløbne år.

 Jeg vil også sige stor tak til vores ambassadørkorps, som gør en stor indsats i forhold til at byde nye tilflyttere til kommunen velkommen. Særligt vores ambassadører havde været berørt af coronaen, som i længere perioder har afholdt dem fra at tage imod nye borgere i vores by. Endelig vil jeg sige tak til vores revisorer for endnu en gang at have påtegnet vores regnskab.

 Nu til lidt tal og min beretning i øvrigt.

 Medlemstal

Medlemstallet for foreningen er faldet 240 til 218, hvilket bl.a. skyldes at vi ikke har gjort en særlig indsats for at hverve nye medlemmer. Det er fortsat bestyrelsens ambition, at medlemstallet skal stige yderligere, hvorfor vi vil gøre en indsats, når forholdene gør det muligt. I nominelle tal er der tale om et fald fra kr. 24.000 til 21.800.

 Sponsorer

Når det gælder sponsorer, er antallet fastholdt på 48 om end der har været udskiftninger i kredsen. Vi er meget taknemmelige for vores sponsorer og der skal lyde en stor tak for den velvilje de viser foreningen – vi er meget taknemmelige for denne uundværlige opbakning og tillid til vores arbejde.

 Aktiviteter

Nu til en gennemgang af vores mange aktiviteter og initiativer.

 Vores hjemmeside benyttes flittigt og snart vil den blive koblet på kommunens nye bosætningsportal. 

 Vi fik produceret en video i forbindelse med Stafet for Livet, som liger på vores Facebook side, så alle kan se de mange aktiviteter, som finder sted i vores by og omegn.

Foreningens mailadresse, som er Foreningenglamsbjerg@gmail.comanvendes flittigt og vi modtager en række henvendelser.

Flagning

Vi har flaget 10 gange i Glamsbjerg i 2021 i forbindelse med de officielle flagdage og konfirmationerne. Efter flere års samarbejde med GIF forsøger vi nu at finde en ny samarbejdspartner, som vil hjælper os med at opsætte flagene.

 Aktiviteter

Vi får fået et par nye ambassadører i vores ambassadørkorps, som byder alle nye tilflyttere til Glamsbjerg og omegn fra andre kommuner personligt velkommen med en velkomstpakke samt tilbud om at melde sig ind i foreningen. Vi er meget taknemmelige for det arbejde vores frivillige ambassadørkorps yder og de får stor ros fra tilflytterne, som føler sig meget velkommen i byen.

 Foreningssamarbejde omkring events

Vi forsøger hele tiden at koordinere vores aktiviteter og støtte op omkring, hvad andre foreninger m.fl. arrangerer. Her kan nævnes:

 Glamsværkerne er en ny frivillig gruppe i vores nærmiljø, som gerne vil støtte op om vores by. I maj var Glamsværkerne med støtte fra Foreningen Glamsbjerg arrangør af en dejlig picnic langs jernbaneskinnerne. I år støtter Glamsværkerne op omkring Glamsbjerg Legene, som afholdes til september.

 Afholdelse af Børnenes Dag er også et samarbejde, som vi støtter op omkring med flere andre samarbejdspartnere. Dette festlige arrangement, som blev afholdt i september var i år skaleret en anelse ned i lyset af coronaen, men det blev sædvanen tro en stor succes, som skabte stor glæde hos de mange deltagende børn. Mange sportsforeninger, skoler og institutioner bakkede op omkring arrangementet og det er en hyldest til såvel foreningslivet som til initiativerne generelt i Glamsbjerg og omegn – skønt at mange stiller op og viser, hvad vi har at byde på sådan en dag.

 Stafet for Livet

Stafet for Livet, som Kræftens Bekæmpelse står bag, var tilbage igen i 2021 efter en pause i 2020. Formatet var noget mindre grundet restriktioner omkring forsamlinger, hvorfor de enkelte deltagende hold havde baser decentralt. Foreningen Glamsbjerg deltog med et hold, der havde base på Skovvænget og mange benyttede stafetten til en dejlig tur i skoven samtidig som der blev støttet op omkring den gode sag.

 Glamsbjerghaven

Parken, som er blevet etableret gennem et samarbejde mellem Foreningen Glamsbjerg, Lions Club, Menighedsrådet, Assens Kommune og Assens Forsyning blev endelig indviet i august ved et herligt arrangement med masser af taler, musik og aktiviteter for de unge. Vi oplever allerede, at mange glæder sig over haven og nyder de skønne omgivelser. Vedligeholdelsen af parken sker ved frivillige gennem et etableret haveudvalg.

Aktivitetsunivers

Et af højdepunkterne for foreningens arbejde i det forløbne år var nyheden omkring vores aktivitetsuniverset ved Fritidscentret, som vi lancerede i august. Der skal anlægges et område på 2500 kvadratmeter, hvor alle uanset alder kan udfordre krop og hjerte gennem fitnessudstyr, løbebane, læringsredskaber og legeplads. Projektet er udviklet sammen med Kompan og PlayAlive og det har bl.a. opnået finansiering fra Chris MacDonalds fond Just Human. Vi arbejder sammen med fondraisere og håber at kunne præsentere 1 etape af projektet i 2023.

 Julearrangementet

Arrangementet blev sædvanen tro gennemført i samarbejde melemme Glamsbjerg Kirke/Glamsbjerg Meninghedsråd, handelsstandsforeningen, Lions Club Glamsbjerg og Foreningen Glamsbjerg. Vi kunne igen i år glæde os over en fyldt kirke, hvor vores præst Anja Damkjær True bød velkommen og holdt en underholdende prædiken. Juletræstændingen og fakkeloptoget var igen i år meget flot.

 Julebelysning

Julebelysningen blev tændt kort i forbindelse med julearrangementet den sidste fredag i november. Vi sørger selv i bestyrelsen for at sætte såvel lysene op som for at tage dem ned, hvilket er en meget hyggelig tradition, som får mange anerkendende ord med fra forbipasserende. Sammen med butikkernes julelys var det en fornøjelse at gå igennem hovedgaden i hele december måned, hvor man ikke kunne undgå at komme i julestemning. Julebelysningen blev suppleret af de farvede lys på Campus, som traditionen tro er røde i december.

Campus Glamsbjerg

Direktør i børn, unge og familier Jan Præstholm i Assens Kommune har etableret en særlig gruppe omkring Campus Glamsbjerg med deltagelse af alle uddannelsesinstitutionerne herunder FGU, VUC, de 2 gymnasier og 10. kl. Der har været afholdt et uformelt møde mellem direktøren og undertegnede, og jeg skal på gruppens næste møde i maj deltage og fortælle mere om Foreningen Glamsbjergs arbejde. Jeg håber, at dette formaliserede samarbejde kan styrke campus og vores ry som uddannelses by i hele kommunen.

 Belysningen på Kaj Nielsens Vej og Langbygårdsvej, som skifter farve efter årstiden og særlige begivenheder har i øvrigt på det seneste været skiftevis blå og gule som støtte for Ukraine. Der er her ikke tale om et politisk statement, men derimod om en humanitær holdning.

 I det forløbne år lykkes vi i øvrigt med at få bedre skiltning omkring Campus Glamsbjerg.

 Dette var min formandsberetning – giver den anledning til spørgsmål?

Bent Schmidt spurgte ind til status på Aktivitetsuniverset.

Næstformanden oplyste, at etableringen var inddelt i 2 faser, og der er p. t. udsendt 10 ansøgninger til div. fonde. Pt. var der en startkapitalpå ca. kr. 250.000,- Projektet er langt inde i godkendelsesproceduren, og etape 1 forventedes igangsat sommeren 2023.

Der var ikke flere spørgsmål til beretningen, og dirigenten erklærede herefter beretningen godkendt

Ad 3. Godkendelse af regnskab for det forløbne år og meddelelse af decharge for regnskabet til bestyrelsen.

Kasserer Pia Jensen fremlagde regnskabet og udleverede en papirversion til alle fremmødte.

Egenkapital primo kr……….    539.199,91.

Årets resultat kr………………     25.521,42.

Egenkapital ultimo kr………    564.721,33.

Der var alene enkelte afklarende spørgsmål til regnskabet, hvorefter dirigenten erklærede regnskabet godkendt (m. decharge).

Ad 4. Behandling af indkomne forslag.

Ingen forslag modtaget.

Ad 5. Valg til bestyrelsen. På valg er Dennis Christensen, Elmer Philipsen og Birgitte Wøhlk Laursen. Alle modtager genvalg.

Alle 3 valgt uden modkandidater.

Ad 6. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.

Bestyrelsen foreslog Ejvind Rosenvang som 1. suppleant og Anders Schmidt som 2. suppleant.

De valgtes uden modkandidater.

Ad 7. Valg af 2 revisorer.

Mogens Olsen og Jørgen Lykke Pedersen havde på forhånd accepteret genvalg. De valgtes uden modkandidater.

Ad 8. Valg af revisorsuppleant.

Tommy Roland genvalgt på formodet accept.

Ad. 9. Eventuelt.

Intet at bemærke.

Glamsbjerg d. __________________

 

Carsten Mogensen,                                                          Kurt Hansen

sekretær.                                                                         Dirigent.

Konstituering:

Bestyrelsen har efter generalforsamlingen 2022 konstitueret sig således:

  • Formand: Birgitte Wøhlk Laursen.
  • Næstformand: Dennis Christensen.
  • Kasserer: Pia Jensen.
  • Sekretær: Carsten Mogensen.
  • Medlem: Elmer Philipsen.